Sexy parcel post

Losing my Harry Potter virginity #6: The Half-Blood Prince

“Harry Potter and the Half-Blood Prince” by J. K. Rowling. Published by Bloomsbury in 2013 (originally 2005)

English version below


Jesus, hvor er det længe siden! Både siden jeg sidst har blogget, men også siden jeg sidst har magtet Harry Potter. Bog nr. 5 sugede al begejstring, jeg nogensinde har næret for Rowlings verden, direkte ud af hjertet på mig. Det var en skandale. Derfor var en alvorlig pause nødvendig – en form for Potter-detox. Det er sundt at savne, har jeg lært, og jeg trængte i sandhed til at savne universet igen! Og for en uges tid siden mærkede jeg den for første gang siden sidste sommer. Lysten. Behovet for at finde ud af what goes down de sidste to Hogwarts-år.

De to afsluttende film, og i særdeleshed den om halvblodsprinsen, er nok dem, jeg husker dårligst. Det oplevede jeg som en stor gave gennem sekseren her, hvor faktisk al læsning var ny læsning. Alt undtaget halvblodsprinsens identitet var en overraskelse, en ny erfaring, og det tror jeg egentlig er særligt vigtigt i disse sidste bøger, hvor the big shit is finally going down.

Jeg var meget begejstret! Åh, meget, meget begejstret. For første gang nogensinde på denne Rowlingske rejse, var jeg fuldstændig investeret i karakterer, handling, det hele. Jeg siger ikke, jeg græd (men det gjorde jeg). Jeg var ligeså opslugt af denne bog, som jeg var af The Shining – og det siger altså virkelig ikke så lidt! Måske det er fordi, vi på dette tidspunkt er nået til den seriøse exposition-del. Så mange brikker skal falde på plads, så mange tråde skal bindes sammen, så mange huller skal fyldes ud, og det behager mit OCD-hoved.

Samtidig har der aldrig været flere spørgsmål, og der er tydeligvis nok action tilbage til en 600-siders bog mere, så alt er ikke sagt endnu. Og på trods af, at jeg har gjort alt, hvad der stod i min magt for at glemme, hvad jeg husker fra filmene, så ved jeg jo desværre, at Snape laver en komplet 180 i den sidste bog. Hvad jeg til gengæld (og heldigvis) ikke kan genkalde er hvordan – hvorfor. Jeg dykker direkte ned i syveren og finder ud af det, så snart dette er udgivet.

For at opsummere: Endelig har jeg læst en Harry Potter-bog, hvor jeg kan vende sidste side og sige: Well fucking done, Rowling! Jeg vil mene, det ikke er optimalt, at jeg skulle gennem fem bøger, før jeg endelig kom til at sidde med den følelse. På den anden side, var jeg ikke nået hertil, havde det ikke været for det gennemførte univers, der var blevet konstrueret stykke for stykke gennem de andre bøger. Derfor blev denne også den første i serien, der nåede en Goodreads fem-stjerne fra mig.

Min Harry P-jomfrurejse lakker mod enden. Med én bog to go og virkelig store forventninger, vil jeg nu give mig i kast med syvende og sidste kapitel af fortællingen om the boy who lived. Husk, at jeg er overordentligt nysgerrig på at høre andres meninger undervejs, så hold jer endelig ikke tilbage. So long, peeps!

Jesus, it’s been long! Both since I last blogged but also since I last could be bothered with Harry Potter. Book no. 5 sucked all the excitement I’ve ever had for Rowling’s world, directly out of my heart. It was a scandal. Therefore, a serious break was required – a sort of Potter-detox. It’s healthy to miss, I’ve learned, and I truly needed to miss this universe again! And about a week ago I felt it for the first time since last summer. The desire. The need to find out what goes down the last two Hogwarts years.

The two final films, and particularly the Half-Blood Prince, are probably the ones I remember the least. I felt that this was a great gift in reading number six here, where virtually all reading was new reading. Everything except the Half-Blood Prince’s identity was a surprise, a new experience, and I think that really is especially important in these last books, where the big shit is finally going down.

I was very excited! Oh, very, very excited. For the first time ever through this Rowlingesque travel, I was completely invested in the characters, the plot, everything. I’m not saying I cried (but I did). I was as engrossed in this book as I was The Shining – and that says a lot! Perhaps it is because we at this point have come to the serious exposition part. So many pieces have to fall into place, so many threads to be tied together so many gaps to be filled, and it pleases my OCD-head.

At the same time there has never been more questions, and there is clearly enough action left for a 600-page book to go, so everything is not said yet. And despite the fact that I have done everything in my power to forget what I remember from the movies, unfortunately I know that Snape’s doing a complete 180 in the last book. But what I (thankfully) do not recall is how – why. I dive directly into number seven and find out as soon as this has been posted.

To sum up: Finally, I’ve read a Harry Potter book, where I can turn the last page and say: Well fucking done, Rowling! I would say it’s not optimal, that I was going through five books before I finally got to sit with the feeling. On the other hand, I did not come this far had it not been for the completed universe that had been constructed piece by piece through the other books. Therefore, this is also the first in the series that reached a Goodreads five star from me.

My Harry P. maiden voyage is coming to an end. With one book to go and really high expectations, I will now get into the seventh and final chapter of the story of the boy who lived. Remember that I am more than keen to hear other people’s opinions on this along the way, so please don’t hold back. So long, peeps!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

Sexy parcel post