A tribute to Hugo

Losing my Harry Potter virginity #1: The Philosopher’s Stone

“Harry Potter & The Philosopher’s Stone” af J. K. Rowling. Forlaget Bloomsbury. Udgivet 2013 (først udgivet 1997).

På trods af min bogglæde, læste jeg ikke voldsomt mange bøger som barn. Min far ejede store stakke med gamle Basserne-tegneserier og Anders And-blade (fra dengang de kun var fyldt med historier og kostede otte kroner), og jeg måtte gå amok i bunkerne, så længe jeg holdt sorteringen i kronologisk orden (den klarede jeg ikke, apologies far). Derfor blev det ikke til voldsomt meget bogfordybelse, og da alle mine klassekammerater i fællesskab med resten af verden blev tryllebundet af J. K. Rowlings magiske troldmandsunivers, holdt jeg mig til Mort Walkers grønne militærvenner. Jeg har siden levet som Harry Potter-jomfru i skamfuld uvidenhed, indtil jeg for nogle uger siden besluttede at det måtte være slut. Derfor giver jeg mig nu, langt om længe, i kast med Harry Potter og vil kigge ind med en kort kommentar for hver læste bog.

Var jeg startet som 10-årig, da jeg burde, havde jeg naturligvis valgt bøgerne på dansk, men da det nu er en mulighed at møde universet på originalsproget, er det bestemt at foretrække. Jeg er faldet over denne smukke og samtidig betalelige Bloombury Adult Paperback edition, og jeg er fuldstændig betaget af det fine design. Jeg køber dem løbende som de bliver læst, men kan ikke vente til de endelig står samlet og pryder min reol i deres smukke farver.

”Mr and Mrs Dursley, of number four, Privet Drive, were proud to say that they were perfectly normal, thank you very much.”

En ganske genial første sætning, hvis I spørger mig. Min umiddelbare tanke var, at Happy Potter #1 er en meget børnevenlig læsning, men det synes jeg egentlig også har sin charme. Jeg genså for nylig filmen med min søster, og enkeltheden er slående, når man tydeligt husker de senere, mere dystre film. Jeg forestiller mig, at bøgerne vil følge samme udvikling, som skuespillerne altid kommenterede på filmene: ”This one is a lot darker”.

Selve plottet kendte jeg jo, fra filmen, ganske godt på forhånd, men specielt the Dursleys og Professor Snape var karakterer, jeg virkelig følte fik nye dimensioner og dybder. Jeg nød at lære dem bedre at kende, få en bedre forståelse for dem, end filmen havde mulighed for at tilbyde. Den ekstra tid, jeg fik lov at tilbringe med the Dursleys i bogen sammenlignet med filmen, understregede virkelig deres afsky for alt ud over det sædvanlige. At de sætter en ære i at være så almindelige, så gennemsnitlige som overhovedet muligt, det var en pointe jeg ikke havde fået med fra filmen. Snapes fuldstændig ærlige, uforbeholdne had til Harry stod ligeledes tydeligere, end jeg nogensinde havde oplevet det i nogle af filmene. Jeg knuselsker Alan Rickmans Snape, jeg synes han gør det formidabelt. Men han rummer på en eller anden måde en likability, som står i vejen for den stærke og dybtliggende uvilje overfor Harry, som træder frem i bogen.

Jeg er forstående overfor det glimt af potentielt literært vidunderunivers, folk har fornemmet ved denne volume et, men jeg er bestemt ikke overbevist. Det ville muligvis også være meget at forvente så tidligt i processen. One down, six to go.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

A tribute to Hugo