A tribute to Hugo

Jungledyret er en fuldstændig tryllebindende film, og det vil alle, der har set den uden tvivl vide. Denne 90’er-guldklump kommer jeg nok aldrig til at give slip på. Jeg er vild med børnefilm, og indehaver af et nostalgifølsomt hjerte, og Jungledyret Hugo er uden tvivl en favorit i begge kategorier. Jeg ser gerne filmen en gang eller to om året, og sidste weekend besøgte jeg endnu en gang det efterhånden så velkendte univers. Nu er denne blog jo i udgangspunktet et sted, hvor jeg lader det handle om bøger. Alligevel må jeg nok lade et par indlæg falde uden for rammen nu og da, og netop her har vi at gøre med en film, der har rørt mig dybt og fortjener en undtagelse.

Historien om verdens sjældneste dyr, Jungledyret Hugo, som ubarmhjertigt rives ud af sine vante og trygge omgivelser og kastes ind i en helt ny form for jungle er helt ubeskriveligt smuk og berigende på så mange niveauer. Jeg er dybt forelsket og betaget af tegnestilen. Junglen males romantisk i varme, bløde, indbydende farver, mens den kolde storby gives en fremmedgjort atmosfære ved sine sorte, grå og blå nuancer. Musikken er helt fantastisk ikonisk og bidrager til stemningen af ensomhed og kunstighed, som Hugo føler, mens han er fanget i Danmarks betonhelvede.

En detalje som jeg virkelig værdsætter er filmens hengivenhed til landskaber og små tegneæstetiske seancer. Det er et træk, jeg generelt savner ved tegnefilm i dag, som desværre oftere og oftere overgiver sig til action og konstant historiefremgang i frygt for at kede børnene. Jeg tvivler på, at Disney nogensinde igen vil afsætte samme mængde tid til en hyggescene, som de gjorde til den betagende og underholdende Bambi på glatis. Det er simpelthen ikke action packed nok til standarderne. Men på samme måde som ved Bambi, giver Jungledyret sig tid til at male et intenst billede af Hugos følelser og humør; glædelig uvidenhed som skrækindjagende fremmedhed. Malerier af omgivelser og imponerende arbejde med karakterernes kropssprog og ansigtsudtryk skubber historien frem på mest imponerende vis.

Hugo er som udgangspunkt egoistisk og manipulerende, mens han har seriøst storhedsvanvid som junglens sjældne vidunder, der (udover at være usandsynligt nuttet) ikke har nogle særlige evner som sådan. Han er desuden i seriøst underskud af selvironi men til gengæld utrolig god til at drille abevennerne, Zik og Zak, hver gang muligheden byder sig. Han tager sin gode tilværelse for givet, men skæbnen smider ham hovedkulds ud i en fuldstændig nådesløs verden af bilos, tv-zapperi, elektriske lianer og rådden frugt. Dyrehiarkiet hvor ingen giver meget for et nuttet jungledyr sætter al hans vante magt ud af spil, og pludselig finder han sig selv fuldstændig uværdsat og ensom. Heldigvis får Hugo den mest charmerende allierede i form af den rebelske ræveunge Rita, og de tos bedårende forhold er nok den fineste og simpleste allegori vi får på en interracial relation, hvor to kulturelle modsætninger mødes og styrkes i kærlighed.

Filmen bliver et portræt af menneskets unaturlige vestlige samfund og rolle som regerende race. Menneskets magt over kloden bliver virkelig sat i perspektiv, når vi opleveler det i et uskyldigt, uforstående væsens perspektiv, og på den måde sniger der sig også en samfundskritik ind i billledet. Samtidig portrætteres Hugo som, når alt kommer til alt, rummer en masse menneskelige kvaliteter og mekanismer sammen med sin barnlige umiddelbarhed. Vi følger ham på en dannelsesrejse, hvor han lærer, at der findes andre omstændigheder for livet end lige dem han kender til. At væsener langt fra den trygge jungle kæmper med dagligdagsproblemer, han slet ikke kan forestille sig.

Jeg vil fremhæve tre af mine yndlingsscener, som jeg virkelig synes giver udtryk for filmens dragende stil og samtidig viser nogle af de temaer filmen behandler.

Denne scene, hvor Isabella bliver sindssyg, har jeg fundet fascinerende, siden jeg så filmen første gang (sikkert af samme frygt og nysgerrighed, som jeg følte, når jeg så Frygtløs den Frygtsomme Hund (i al hemmelighed, fordi min far havde forbudt min den slags åndssvage tegnefilm), Grumme Historier for Grusomme Børn eller Gysertimen). Den er min absolutte yndlingsscene i filmen, og jeg fascineres af filmstjernen Isabella Scorpio, som i sin materialistiske besættelse for alt i verden må eje, tæmme og elskes af verdens sjældneste dyr. Jeg tvivler desuden stærkt på, at replikken, ”Hold så kæft, din hysteriske åndsforsnottede smatso!”, ville kunne snige sig ind i en børnefilm i dag, men jeg er glad for, at den gjorde det her.

Børneværelsesscenen er så skærende uhyggelig på samme måde som Chucky, Annabella og legetøjet fra nabohuset i Toy Story. Dukker er klamme, end of story. Samtidig tydeliggøre den menneskenes konstante behov for at tæmme og eje Hugo, noget de føler som deres givne ret – om de er børn eller voksne. Undervejs kan vi ikke andet end føle sympati for stakkels Hugo, der kun kan forsøge at flygte fra halsbånd, tremmer og dukketøj (kunne næsten lyde som en kommentar til Fifty Shades).

Skateboardscenen er endnu en yndling, og den fortjener virkelig et gensyn, hvis I spørger mig! Jeg synes, den er så utrolig smuk på alle måder. Vi ser Hugo finde en ro i den skræmmende by, og vi ser en skønhed opstå i vandpytter og neonlys. Og så er det snudekys så sødt og elegant. Det viser kærligheden, som alligevel er at finde i de mest utrygge, truende omgivelser.

Jeg har naturligvis aldrig reflekteret over filmen på denne måde, da jeg som barn sled VHS-båndet op med mine utallige rewatches. Men selv om jeg dengang ikke kunne sætte ord på, hvad der rørte og dragede mig sådan ved filmen, er det ikke ensbetydende med, at jeg ikke forstod det i et eller andet omfang. Og når en film som denne stadig kalder på min interesse nu i en alder af 22 år, så er jeg sikker på, at den nok skal følge mig, til jeg engang selv får børn og skal lade dem nyde Hugos smukke men skræmmende eventyr.

Jeg kunne go on and on om den her film, men jeg vil lade jer være fri for nu. Men hvis I, ligesom jeg, stiftede bekendtskab med jungledyret som små, så synes jeg I skal tage dette som en kæmpe opfordring til at besøge hans verden en gang mere. Den er bestemt tiden værd.