Janne Teller's New York

Bret Easton Ellis: Less Than Zero

“Less Than Zero” by Bret Eason Ellis. Published by Picador in 2011 (originally 1985)

English version below


Min gennemsnitsrating på Goodreads er nede på 2,92. Jeg har haft kritisk dårlig bogvalgskarma den sidste tid. Man må ikke bilde sig ind, at man er garanteret  kvali-læsning, bare fordi man vælger klassikere eller roste og anerkendte bøger. Det er Bret Easton Ellis’ debutroman, “Less Than Zero”, mit personlige skræmmeeksempel på, og jeg vil lægge ud med et sprogligt repræsentativt udsnit fra bogen:

“I think about Blair alone in her bed stroking that stupid black cat and the billboard that says, ‘Disappear Here’ and Julian’s eyes and wonder if he’s for sale and people are afraid to merge and the way the pool at night looks, the lighted water, glowing in the backyard.”

Historiens hovedperson, Clay, beretter om sin julemåned hjemme fra sit college på Østkysten og viser os, hvordan han falder tilbage i gamle vaner og uvaner. Det er firsernes Californien, og det er rigdom, alkohol, stoffer, den ene uinteressante overklassefest efter den anden og lemfældig sex på kryds og tværs af køn, forhold og “venskaber”.

Hvorfor skal jeg bekymre mig om Ellis’ karakterer, hvis han ikke gør det? Det var det største spørgsmål, jeg sad tilbage med efter at have vendt sidste side. Det tog mig hele fem dage at plove mig igennem bogens kun 195 sider, og denne langsommelige læsning kommer primært af Ellis’ komplet uinspirerende skrivestil og spændingsopbygning.

Aldrig har jeg læst så hul en tekst. Det er håbløst lange sætninger stykket sammen af “så gjorde jeg det og så det og så det”. Et virvar af ligegyldige karakternavne, gader og boulevarder, restauranter, diskoteker og DJ’s. Teksten er livløs, skrællet for adjektiver, hvilket gør det noget nær umuligt at holde hoved og hale i persongalleriet. Jeg endte med at tildele enkelte fremtrædende karakterer ansigterne af bekendte fra eget liv for at have noget at forholde mig til i scenerne for mit indre øje. På intet tidspunkt får vi indblik i Clays indre, og jeg har svært ved at finde det troværdigt, at nogen person kan være så ureflekteret som han tilsyneladende skulle være – uanset hvor ligegyldig en tilgang til tilværelsen man måtte have. Der må være forskel på, som menneske, at fremstå og at være ligeglad med alting og hele verden, og her tror jeg Ellis får blandet nogle ting sammen. Desværre resulterer det i den mest flade samling karakterer, jeg længe har mødt.

Med jævne mellemrum rejste der sig en ulmende lyst i mig til at skrige Clay i hovedet: “Så vis dog livstegn! Så reager dog! Så vis dog følelse!” Det undrede mig oprigtigt, at Clay fortsatte sin konstante cruisen rundt i L.A.’s gader, siden han syntes så helt og aldeles uinteresseret i både de steder og mennesker, han besøgte. Som en coming of age-roman giver “Less Than Zero” min intet at tage med videre, og så har den ganske enkelt fejlet i sin disciplin. Eller også har jeg bare misset pointen.

Spændingskurven er et andet problem. For der er ingen. Spændingen udebliver som resultatet af en blanding af manglende dedikation til karaktererne og the fact at der på de første 160 sider foregår absolut ingenting af betydning. Intet. Jeg kunne godt have ønsket mig, at Ellis havde skævet en smule til berettermodellen – selvom jeg er helt med på, at han gør en pointe ud af det modsatte. Det er ligegyldigheden og monotonien, der skal fungerer som et billede på de grænseløse, californiske unges tilværelse. Det er bare skide kedeligt at læse. Selv chokket over historiens peak, som gemmer sig i sidste tyve sider, fortager sig hurtigt.

Når alt kommer til alt er læsning – som vi så tit minder os om – en individuel oplevelse, og “Less Than Zero” var bare ikke for mig. Sagen er, at den længsel og begejstring for “mere!”, der typisk akkompagnerer mig i læsningen, den forduftede. Jeg vendte ikke glædeligt tilbage til siderne, men nærmere med formålet at få den ud af verden. Når først jeg så sad der, med bogen mellem hænderne, måtte jeg gang på gang genlæse de simpleste sætninger, fordi jeg glemte at følge med. Jeg håber inderligt, at Ellis lagde skrivestilen radikalt om i American Psycho!

Hvad siger I andre? Har I læst “Less Than Zero” (eller måske andre værker af Bretty-boy)? Og kan I følge kritikken eller er det bare mig, der slet ikke har fanget pointen?

My average rating on Goodreads is down to 2.92. I have had critically bad book choosing karma the last while. One should not delude oneself that one is guaranteed reading of quality, just because one chooses acclaimed books or classics. This is Bret Easton Ellis’ debut novel, “Less Than Zero”, my personal scary example of, and I will start with a linguistic representative excerpt from the book:

“I think about Blair alone in her bed stroking that stupid black cat and the billboard that says, ‘Disappear Here’ and Julian’s eyes and wonder if he’s for sale and people are afraid to merge and the way the pool at night looks, the lighted water, glowing in the backyard.”

The story’s protagonist, Clay, recounts his Christmas month at home from his college on the East Coast and shows us how he falls back into old habits and vices. It’s eighties’ California and it is wealth, alcohol, drugs, the one uninteresting upper-class party after the other and careless sex across gender, relationships and “friendships”.

Why should I worry about Ellis’ characters, if he does not? It took me five whole days plowing my way through the only 195 pages. This reading pace was primarily caused by Ellis’ uninspired writing style and the complete lack of suspense.

Never have I read such hollow writing as this. It is desperately long phrases pieced together of “then I did this and then I did this and then I did this”. At no point are we let into Clay’s inner being, and I find it hardly credible that any person could be as unreflective as Clay is portrayed to be – no matter how lackadaisical an approach to life you may have. There’s a difference to a person appearing and being indifferent to everything and the world, and this is where I think Ellis gets things mixed up. Unfortunately, it results in the most flat collection of characters, I have long seen. It made me wanna yell in Clay’s face: “Show a sign of life! Show reaction! Show some feeling!” It surprised me sincerely that Clay continued his constant cruising around LA’s streets since he seemed so completely uninterested in both the places and people he visited. As a coming of age novel, “Less Than Zero” delivers nothing for me to bring from reading it, and then it has simply failed in his discipline. Or I have just missed the point.

The suspense curve was another problem. For there is none. Suspense fails to appear as the result of a mixture of no dedication to the characters whatsoever and the fact that, by the first 160 pages absolutely nothing of significance happens. Nothing. I’d wish that Ellis had glanced slightly to the Hollywood model – even though I am quite aware that he makes a point out of the opposite. It’s the indifference and monotony that should be a picture of the boundless, Californian young people’s lives. It’s just too damn boring to read. Even the shock from the plot peak, that hides between the last twenty pages, wears off rather quickly.

When all comes to all, reading is – as we so often remind ourselves – an individual matter, and “Less Than Zero” was just not for me. The thing is that the longing and excitement for more, that typically accompanies me in reading, vanished. I didn’t return pleasantly to the pages, but rather with the aim to finish and get it out of the way. Once I sat there with the book in my hands, I repeatedly had to reread the simplest sentences, because I forgot to be attentive. I sincerely hope that Ellis radically changed his writing style for American Psycho!

What do you think? Have you read “Less Than Zero” (or perhaps other works by Bretty-boy)? And do you feel my criticism or did I just miss the point?

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

Janne Teller's New York