R. L. Stevenson: Den ejendommelige sag om Dr. Jekyll og Mr. Hyde

Indlægget vil indeholde spoilers. Med det sagt, kan ikke forestille mig, at nogen ikke i forvejen skulle kende til denne klassikers overraskelseselement. Hvis det dog er sagen, så løb ud og læs den lige nu. Dit manglende kendskab hertil er en gave. Løb som vinden Bullseye!

“Den ejendommelige sag om Dr. Jekyll og Mr. Hyde” af Robert Louis Stevenson. Forlaget Vandkunsten. Udgivet 2009 (først udgivet 1886).

Alle (undtagen min søster, åbenbart, som må være fra en anden galakse, idet hendes svar til min konstatering af seneste læste værk var: ”Nå, hvad er det?”) kender til fortællingen om Dr. Jekyll og Mr. Hyde, om de har læst den, set den eller ej. Fordi dette mysterium, som historien er, på fantasifuld vis behandler grundlæggende temaer om menneskets krop, sind, drifter og beherskelse, er historien også blevet præsenteret i uendelige variationer og nærmest blevet et fænomen i sig selv. Det er den type fortælling, hvis oprindelse en del sikkert slet ikke kender til. Jeg har det med ”Den ejendommelige sag om Dr. Jekyll og Mr. Hyde”, som jeg har det med ”Dracula” og ”Frankenstein”, at jeg simpelthen må kende til den originale historie, helt som den blev skrevet allerførst – ellers kan jeg aldrig rigtig forholde mig til adaptionerne.

Jeg tror, det farlige ved at dykke ned i populær-klassikere som denne er forventningerne. Ikke blot har vi set uendelige versioner og afarter af monstrene, vi er kommet til at kende så godt, men vi har også udviklet personlige forhold til værkernes dybere temaer. Vi medbringer en tavs forventning om, hvad vi skal finde, når vi begynder at bladre, og det kan være kritisk for værket.

Det er en kort sag, dette mysterium, og med sine 70ish sider spilder Stevenson bestemt ikke tiden på subplots eller uddybede karakterbaggrunde. Det her er en historie, som har til formål at berette. Berette om dengang advokaten Mr. Utterson blev bekymret for sin ven Dr. Jekyll. Og nu bliver jeg ved med at nævne “mysteriet”. Plottets kerne; hvem er denne modbydelige Mr. Hyde, og hvorfor forsvarer cool-guy Dr. Jekyll ham hele tiden? Og her vil jeg fremhæve et andet problematisk punkt ved at give sig i kast med en så velkendt historie som denne: Jeg kender jo for faen svaret. Svaret på det forunderlige spørgsmål om, hvem Mr. Hyde i virkeligheden er. Jeg må være ærlig og sige, at så går gassen altså desværre af ballonen, bare sådan lidt, ikke? Det kan romanen jo imidlertid ikke gøre for.

Når plottwistet af naturlige årsager er blevet mig så ganske ubarmhjertigt frarøvet, må jeg lægge større vægt på andre spørgsmål. Detaljer om historiens sammenhæng. Hvordan udfører Dr. Jekyll sit formskifte? Og hvorfor egentlig? Hvilke konsekvenser har det for hans sociale liv, for det må da være en potentiel forvirringsbombe sådan at skifte antræk midt i det hele? Hvordan ender hele miseren? Hvorfor ender den? Her må jeg sige, at Stevenson leverer med varierende tydelighed. Den fantastiske forvandlingsmikstur som Dr. Jekyll lykkes i at fremstille, fortæller Jekyll selv, at han ikke vil kede læser med at gå nøjere i dybden med. Rimelig belejligt for Stevenson alligevel. En anden mere teknisk detalje forvirrer mig særligt: Ved historiens start, hører vi om, at en mand har set Hyde, på mest koldblodige vis, gå en pige ned. Han kører ikke, han cykler ikke, han løber ikke engang. Han tramper over hende, da de støder ind i hinanden på et gadehjørne, og pigen er efterladt lemlæstet. Arh hva’, den kræver altså lige lidt uddybelse, Hr. Stevenson. Til gengæld går han i underholdende detalje med Jekylls voksende kostumeskiftsroderi. Mens Hyde oftere og oftere begynder at spænde ben for sin krops ejermand, stiger spændingen virkelig også for læser. Jeg forestiller mig, at jeg, hvis jeg ikke kendte historien, af nysgerrighed havde tilsluttet mig Utterson i hans udredningsarbejde af sagen, men nu får jeg faktisk ondt af Jekyll, som gør alt, der står i hans magt for at holde på sin uhåndterlige hemmelighed.

Hvad der overraskede mig mest var faktisk bogens opbygning. Jeg havde forventet Jekylls perspektiv, men måtte de første to tredjedele af bogen følge Mr. Utterson og opleve hans stigende undren over og frygt for sin vens besynderlige adfærd. Historien fortælles i forskellige perspektiver og forvandler sig ved bogens sidste tredjedel fra uvidenhed til indsigt, når vi nu for første gang hører Dr. Jekylls egen stemme, idet han har efterladt et (møjt, møjt langt) forklarende brev til sin ven i vildrede. Brevet strækker sig over bogens sidste nitten sider (bare tanken om hvilken skrivekrampe han ikke må have døjet med får det til at stikke i mit håndled) og udfylder alle historiens huller. Jekylls skrevne ord skriger af vished om, at han er en mand i opgivelse og forfald.

”Den onde side af min natur, som jeg nu havde overgivet retten til mit udseende, var mindre kraftig og udviklet end den gode, som jeg netop havde lagt fra mig. Men i løbet af mit liv, som når alt kommer til alt havde bestået af ni tiendedele flid, godhed og beherskelse, var den på den anden side blevet meget mindre brugt og meget mindre opøvet. Og deraf kom det, tror jeg, at Edward Hyde var så meget både mindre, yngre og tyndere end Henry Jekyll. Og ligesom godheden lyste ud af den enes ansigt, stod ondskaben klart afmalet i den andens.”

Jeg har mødt en del anmeldelser, som kritiserer Stevenson for at beskrive Jekylls ondskabsfulde alter ego som et også fysisk frastødende væsen; at denne sammenhæng mellem djævelsk indre og afskyeligt ydre er forældet og forfejlet. Jeg er ikke enig, faktisk tværtimod. Stevenson arbejder med modsætninger, diametrale modsætninger, som samtidig er gensidigt afhængige af hinanden for at eksistere. Han giver form til en symbolik, som vedkommer os alle, og derfor tror jeg ikke, vi må tage hans værk for bogstaveligt. Enhver som krydser veje med Hyde gyser ved det blotte syn af ham uden helt at kunne forklare hvorfor. Stevenson går aldrig i detaljen med, hvad det er, der gør Hydes udseende så fælt, nærmere beskrives der en stemning omkring ham, en fornemmelse, som ingen rigtig kan sætte fingeren på. Hyde udstråler de indre drifter, vi alle rummer i mere eller mindre udtalt grad, og naturligvis frastødes vi som civiliserede mennesker ved mødet med vores egen dyriskhed. Præcis hvilke lyster det er, Jekyll hengiver sig til, når han lader Hyde tage over, bliver til gengæld aldrig rigtig tydeligt. Sex? Vold? Compulsive chocolate eating sessions? Man kan kun spekulere, men måske åbner denne uvished op for mulighed for selvrefleksion over egne laster:

”At kaste mit lod i Jekylls vægtskål ville være ensbetydende med at give afkald på de lyster, jeg så længe havde næret i det skjulte og på det sidste også var begyndt at tilfredsstille.”

Ved at have fået kendskab til R. L. Stevensons fortællingen om monstret i Dr. Jekyll (og måske monstret i os alle), kan jeg konstatere, at jeg ikke oplevede voldsomme afvigelser fra min umiddelbare idé om værket. Mindre detaljer er faldet på plads, men alt i alt må jeg dog indrømme at have fundet mere glæde ved nu at føle indsigt, end jeg gjorde ved romanen selv. Til gengæld er jeg blevet meget interesseret i at dykke ned i filmatiseringer og opleve instruktørers fortolkninger. Det er nok nærmere idéen om, at to personligheder manifesterer sig i en fælles krop, jeg finder både tillokkende og tidsløs, end det er Stevensons evne til at dramatisere dette. Dog synes jeg den største charme ved historien er følelsen man får af, at den bliver fortalt til en som røverhistorie på en engelsk pub i det sene attenhundredetal. At det hele bare er en skrøne, selvom historiefortælleren i sort bowlerhat insisterer på, at det foregik i huset på hjørnet fire gader væk. Dén stemning tager jeg med mig, og den stemning synes jeg, man skal huske på, hvis man giver Stevensons monster-klassiker et go.

Har du selv læst Stevensons Ejendommelige sag? Eller er du måske, som jeg, en af de mange, der bare kender historien uden overhovedet kunne sige hvorfra? Either way er jeg super nysgerrig på jeres tanker!