Bookroom: A welcome

E. L. James: Fifty Shades

billede

Jeg fik trilogien i julegave i 2012 af min daværende kæreste. Jeg var spændt på at skulle indvies i, hvad hele denne Fifty Shades-hype bestod i, og gik forventningsfuldt i kast med bog et af tre. Interessen holdt ikke længe, og ca. 130 sider inde blev bogen lagt på hylden for nu. Årene gik, jeg blev single, og da mit OCD-hoved længe havde været plaget ved tanken om, at bogen lå ufærdiglæst hen, tog jeg igen kampen op på en charterferie (oplagt setting). I was on a roll, og på en måneds tid havde jeg arbejdet mig gennem 1625 siders erotisk Twilight fanfiction. Lidt af en bedrift, hvis jeg selv skal sige det. Jeg kan ikke sætte ord på, hvor stor en sejr, jeg følte i at have gennemført noget, jeg undervejs havde så lidt vilje for.

I min søgen efter Fifty Shades-reviews gik det hurtigt op for mig, at anmeldere konsekvent falder ind under én af følgende to kategorier: 1) Twilight-überfans hvis holdning man umuligt kan relatere til, fordi den bliver præsenteret med et utroværdigt overdrev af ros og entusiasme. 2) Personer som tager så kraftigt afstand fra bøgerne, at de “simply couldn’t bring themselves to finish before burning the crap out of this piece of non-literature”. Faktisk tror jeg, at jeg repræsenterer en helt tredje gruppe i mig selv, idet jeg nok er den eneste, der, på trods af, at jeg ikke fan, har læst mig gennem alle tre 500ish-siders bøger. Derfor vil jeg, med denne længere forhistorie som en lille appetitvækker, kaste mig ud i at bidrage med min mening om James’ trilogi. Så her et forsøg på at tage Fifty Shades alvorligt.

Jeg vil undlade at gå i resumé-mode; de fleste er nok enten bekendt med historien i store træk eller bare ikke synderligt interesserede. Til gengæld kommer jeg til at dække over alle tre bøger, så brace yourselves, det bliver nok halvlangt.

Plot
Plottet er tyndt og hullet. Det virker som om, James bare har skrevet derudad uden at vide, hvor hun kom fra, eller hvor hun var på vej hen. Når jeg tænker tilbage på fortællingen nu, ser jeg én stor pærevælling af usammenhængende frem-og-tilbage-scener, som dog alle har ét fælles spørgsmål som omdrejningspunkt: ”Are we compatible?”.

Meget kan man sige om Anastasia Steele (men hendes navn er butt ugly). På trods af, at Christian flere gange fremhæver, at han værdsætter hendes intelligens, opfører hun sig oftest som et komplet hjælpeløst barn. Hun har muligvis en universitetsgrad i engelsk litteratur, men forstår sig ikke på grudlæggende social adfærd. Hendes fuldstændig overdimensionerede usikkerhed kommer i vejen for nogen som helst moden samtale, hun og Christian kunne have haft. Hendes hoved koger over af raseri over Christians irrationelle kontrollerende behandling af hende, men når det kommer til stykket, udtrykker hun det aldrig over for ham – højest lukker hun lidt frustration ud over e-mail – og jeg er ved at sprænges indeni! Så skrig dog af ham. Hendes indre dialog holder til gengæld aldrig kæft og er til at blive vanvittig af. Vi, læserne, skal belemres med hendes evindelige frem-og-tilbage-overvejelser: ”Kan hun give Christian det, han har brug for?”, ”men hvad har han brug for?”, ”hvad kan hun give?”. Spørgsmål, der aldrig rigtig lader sig besvare, men det tilbageholder ikke Ana fra at benytte hver en mulighed for at stille læseren spørgsmålet. Ana gennemlever typisk en scene for derefter at fortælle læser præcis hvad hun lige har oplevet – as if we weren’t there. Typisk med et kommentarspor leveret af henholdsvis miniaturedjævlen og –englen på hendes skuldre, her repræsenteret som to stemmer, der taler til hende i hendes hoved: The subconscious og the inner goddess. Det ødelægger effekten en smule, at jeg ikke kan lade være med at forestille mig hendes inner goddess (hvilket egentlig bare er kælenavn for hendes vaginsky) som tegneserieversionen af Lizzy McGuire. Og hvordan Ana overhovedet er i stand til at være bevidst om sin subconscious er mig en gåde. Ana er så usikker på sig selv, at man får lyst til at skrige, og så hjælpeløs at man får lyst til at… skubbe hende og observere forvirringen indtage hende.

Christian. Christian skal repræsentere den der dybe, mørke, forskruede men også fascinerende type, som vi piger gerne bare vil regne ud og fikse. Jeg tror, vi alle sammen har mødt en variation af den type at some point, og de er (i min optik) stærkt overvurderede. Christians forfærdelige fortid og de konsekvenser det har haft for hans voksne tilværelse, kan jeg ærligt talt ikke helt tage seriøst. Hans tidlige misbrugsprægede barndomsår har ødelagt noget i ham, og dette fungerer som grundlaget for hans BDSM-trang og generelt sociopatiske omgang med kærlighedsrelationer. James skaber uden videre denne ekstremt unuancerede sammenhæng og går ellers ikke yderligere i dybden med den. Men i virkeligheden kan jeg ikke rigtig få mig selv til at bruge meget krudt på Christian, når det er Ana, der er så tåbelig, at hun finder sig i alt hans pis: “I’m a sadist, Ana. I like to whip little brown-haired girls like you because you all look like the crack whore – my birth mother.” Det hele bliver simpelthen blæst op i en skala, hvor jeg ender med at stå af. Det er tydeligvis formålet, at læseren skal opleve, hvordan de to, som fuldstændige modsætninger, komplementerer hinanden, og derfor trods alt overvinder enhver forhindring de møder. Og forhindringer er der nok af. Ofte manifesteret i karakterer: Christians noget ældre første ”elsker”, der, som hans dom, seksuelt udnyttede ham som femtenårig; ’Mrs. Robinson’. Really? Var det det bedste, du kunne diske op med? Eller Anas psykopatiske, chauvinistiske chef, ’Jack Hyde’. Obvious much? Mr. Hyde!? Uha, hvor mon hans ubehageligheder fører hen? Come on…

Intet i Fifty Shades-bøgerne foregår noget nær realistisk. Ana er urealistisk uerfaren. Christian er urealistisk tryllebundet af Ana. Ana er urealistisk underdanig. Christian er urealistisk kontrollerende. Ana er urealistisk naiv. Og Christian er urealistisk paranoid. Konceptet om tid er desuden fuldstændig forvrænget. Jeg ved ikke, hvilken verden, Ana og Christian lever i, men det er ikke vores, når det tager et kvarter at stå op, gå i bad, klæde sig på, ordne hår, lægge make-up og spise morgenmad. Det ville ikke overraske mig, hvis de også lige klemte et knald ind i den tidsplan et sted. Og hvad de ikke når af sociale arrangementer, arbejde, rejser, restaurantbesøg og sexeskapader indenfor et par dage! Jeg vil gerne vide, hvor de får energien fra.

Endelig har trilogien jo ikke fået sin uofficielle klassifikation som husmorporno for ingenting. Sex-scenerne. Uden at gå for meget i detalje, var det faktisk disse scener, jeg bedst kunne nyde – af flere årsager. På trods af det meget ensidige genbrugssprog som prægede disse scener, synes jeg faktisk James var fantasifuld nok til at brede en del leg og spænding godt ud over bøgernes mange sexscener. Det skal lige nævnes, at Anas seksuelle succes er fuldstændig latterlig og usammenhængende: Hun udtrykker en barnlig forbløffelse over, hvordan Christians penis vokser første gang de er sammen, men så deepthroater hun sig ellers lige igennem sit første blowjob nogensinde umiddelbart efter. Hvis man ellers kan se gennem fingre med scenernes urealistiske perfekthed, så præsenterer James altså nogle ret underholdende scenarier. De fleste har nok hørt om tamponscenen, hvor Christian overrasker menses-Ana på badeværelset ved lige bagfra at trække det blodsølede stykke sammenpresset vat ud af hende og smide det til side. Jeg håber inderligt, at den scene er med i filmen! Tamponer, nipple clamps, øjenbind, buttplugs, and the list goes on. Så hvis man kom for sexen, så synes jeg (uden ellers at have kendskab til erotisk litteratur) trods alt, at James her kun klarede det semi-jammerligt.

Sprog
Moving on fra plot til det, jeg finder mest frustrerende af alt i disse romaner. Det mest fundamentale for enhver fortælling: Sproget. Man kan mene, hvad man vil om selve historien, men er sproget out of whack, fungerer det bare som en konstant glitch, der forvirrer øjet og fjerner fokus fra det, man prøver at koncentrerer sig om. Fifty Shades er én stor bunke sproglige glitches, og det har både irriteret mig og samtidig ufrivilligt moret mig undervejs.

Mest frustrerende af alt finder jeg James’ gennemgående tendens til at finde favoritord, -udtryk, -vendinger, og så ganske enkelt benytte dem til ukendelighed. Hvis Ana virkelig er enten tændt eller vred, så understreger hun det typisk med det meget stærke ”Holy cow!”. Så er man altså ikke i tvivl om, at hun mener det. En dedikeret goodreadsbruger, har gjort benarbejdet for mig og gennemgået alle tre bøger for hvert eneste ”holy shit/fuck/crap/cow/moses”, og det løber altså op i 404 gange, hvor Ana ikke lige kan finde på noget nyt at udbryde. Der er desuden a lot of murmuring going on, og ordet ”murmur” dukker op ikke mindre end 793 gange, hvilket ret fint eksemplificerer ensidigheden i James’ skrivestil. Nu vi er ved gentagelser, har jeg en fornemmelse af, at Ana har kendskab til en utrolig snæver farvepalette. Ana must be living in a (pale) blue world, for alt tøj eller interiør, der beskrives i farver er pale blue. Alt. Jeg forestiller mig, at James syntes farvebeskrivelsen lød rimelig forfatteragtig og så bare klamrede sig til den.

Ligeledes har James yndlingskonflikter, som går igen og igen og igen kapitel efter kapitel, fordi hvordan skulle hun ellers udfylde 500 sider? Vi har for eksempel hele spiseproblematikken. Christian insisterer på konstant at minde Ana om, at man må spise for at leve, og at mad ikke skal gå til spilde, mens Ana passivt holder fast i aldrig at spise. Konflikten var muligvis ment som et abstrakt udtryk for Christians ødelagte sind grundet en traumatisk barndom uden meget mad men bliver egentlig bare en irriterende genbrugsscene. Pludselig er klokken 20 om aftenen, og Ana husker, at hun kun har spist et halvt æble siden klokken 08 i morges (realistisk), og ’åh nej’ nu kommer skrækken for Christians reaktion, når han finder ud af det. Jeg tror ikke, der er skrevet ét kapitel, som ikke indeholder en Ana-spiser-ikke-selvom-Christian-konstant-er-up-her-ass-about-it-konflikt. På samme måde forsøger James at skabe en charmerende forbindelse mellem Ana og Christian gennem hele eye-rolling-legen. Ana ruller øjne af Christian som en lille teenage brat hvert andet øjeblik, og Christian både tænder på det og truer med at straffe hende for det. Uh, en magtkamp, deres egen lille interne thing. Ad. Og endnu mere ad, fordi det efterhånden bliver det eneste, Ana og Christian kommunikerer over. Mad, eye-rolling eller BDSM. Hele deres relation er så sindssygt tynd og utroværdig, og hver gang en scene slutter, sidder jeg tilbage med tanken: ”Hvad fanden snakker de om resten af aftenen”? For de har ingenting at kommunikere omkring. Sprogligt uimponerende, alle kunne gøre det bedre.

Tema
Til sidst vil jeg nævne BDSM-samfundets klagen over, at bøgerne skaber et forvrænget billede af, hvad fetichen står for. Her må jeg faktisk tage Fifty Shades i forsvar og kalde denne påstand noget pjat. Bøgerne fodrer fantasier. Jeg har læst anmeldelse op og ned, som fremhæver, at den største problematik med Christian og Anas sub/dom-forhold er, at det skaber en forfejlet forestilling hos uvidende unge om, hvad en SM-relation handler om. Nærmest præsenteres det som om Christian-Grey-forgabte piger nu begiver sig ud i virkeligheden efter at have læst bøgerne med en forskruet fantasi om, at de kan finde psykopatcharmerende Mr. Grey for dem selv, hvis bare de går ind i SM. Og her må jeg sige nej. Lad os, trods alt, lige give folk lidt mere credit end det. Der kan altid opstå etiske problemstillinger, når fiktionen inddrager virkelige elementer på den ene eller den anden måde, men vi må sgu stole på, at læserne er intelligente, kritiske væsener, som selv kan researche virkelighedens BDSM-kultur, hvis det skulle være interessant for dem. Det var en lille afrundende pointe, der længe har summet indeni!

Som ubrugeligt kort opsamling har jeg faktisk ikke lyst til at sige andet end, at hvis E. L. James kan skrive en bestseller, så kan jeg satme også. Så kan alle. Nu har jeg fået indsigt i Fifty-universet og kan bare undre mig over dets succes. Men jeg skal selvfølgelig se filmen i bifferen. Det skal man jo.

Jeg her jo her givet udtryk for ret klare holdninger til Fifty-universet, men hvad siger I andre til dem? Jeg er nys!

3 kommentarer

  • For det første: Fin side! Har lige fundet den, og regner helt sikkert med at komme forbi igen fremover 🙂 Og virkelig en god og anderledes anmeldelse end nogen anden jeg har læst om “Fifty Shades”!

    Og så: jeg er lidt i vildrede 🙂
    På den ene side er jeg ret glad for endelig at have læst en reel saglig anmeldelse af “Fifty Shades”, og lidt imponeret over, at du har taget dig tid til både at læse og ikke mindst skrive en så grundig gennemgang og kritik af en bog, som du tydeligvis ikke var specielt imponeret over (for nu at sige det pænt) 🙂

    Men på den anden side kan jeg ærligt talt ikke lade være med at have lidt svært ved at forstå hvorfor…
    Altså, hvorfor man – når nu verden er fyldt med så mange fantastiske bøger, at man aldrig vil kunne nå at læse dem –
    gider bruge tiden og energien på at læse ikke én, men tre bøger som er så ringe 🙂 Ej, det lyder vildt smart og tarveligt, og det er altså slet ikke det jeg mener! 🙂

    Jeg kan sagtens følge dit argument med at ville forstå og have læst inden man kan sætte sig som “dommer” overfor en bog – og at det er interessant at vide hvad hele hypet handler om. Men jeg kan bare slet ikke forestille mig at bruge så lang tid på at læse bøger, som man 90% af tiden synes er ringe. Heller ikke for nysgerrighedens skyld – personligt fik jeg den stillet, da bogen efter 50 sider var så ringe, at jeg blev depri og træt i hovedet ved tanken om at skulle fortsætte 🙂

    Igen, superfin og interessant anmeldelse, og “eksperiment” – jeg er meget imponeret over, at du havde viljet til at gennemføre – det ville jeg aldrig selv have formået 🙂 Livet er for kort til dårlige bøger!

    Glæder mig til at læse om flere eksperimenter fremover 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Mange tak for din fede kommentar og ros, Camilla. Jeg må indrømme, at når jeg nu har lagt den mængde tid og kræfter i disse God damn bøger, er det rart at få værdsat, hvad der kom ud af det 😀

      Jeg forstår fuldstændig din undren! Ærligt talt undrer jeg mig også selv lidt over, at jeg endte med at læse alle tre. Der ligger flere ting til grund for det. For det første har jeg som udgangspunkt en stærk nysgerrighed – jeg vil virkelig gerne forstå alt om noget, hvis jeg skal diskutere det. For det andet var jeg ved hvert sideskift forbløffet over, at James kunne blive ved og ved med at fylde sider ud om en så ellers indholdsløs historie, og jeg var simpelthen interesseret i at finde ud af, hvad faen hun kunne finde på for at udfylde tre bøger!? For det tredje (og det her er det afgørende punkt) havde jeg allerede alle tre bøger – de var købt som en samling – og tanken om ikke at færdiggøre dem gjorde lidt ondt i mit ordenshoved. Det er et ret upraktisk boglover-træk, men sådan har jeg det nu engang. Jeg vidste også, at hvis jeg ikke tog dem alle i ét rap, ville jeg aldrig få det gjort, så det skete sgu.

      Meeeen jeg må godt nok også sige, at jeg har lært lidt af oplevelsen. Jeg er meget enig i, at man kunne bruge sin læsetid noget mere fornuftigt med alle de skønne værker, der venter derude, og en lignende situation kommer jeg altså ikke til at sætte mig selv i igen! 😀

      Og så er jeg da bare rigtig glad for, at du vil følge med! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ulrikke

      Læs Direktørens sekretærer af N. Johansson i stedet for! Sproget er bedre, mere originalt og med et sublimt og pirrende plot, der flirter voldsomt med ens våde fantasier! Kan virkelig anbefales, hvis du da ikke allerede har læst den:)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

Bookroom: A welcome