R. L. Stevenson: Den ejendommelige sag om Dr. Jekyll og Mr. Hyde

Film adaptation: Fifty Shades of Grey

Jeg følte mig som en tilskuer af min egen situation, da jeg trådte ind i det tæt kvindepakkede Dagmar Teater, og et stærkt behov for at påtage mig en ironisk distance sneg sig frem i kroppen. Det gratis Baileysshot og mini-champagnen tog jeg dog gladeligt imod (for vi havde jo faktisk betalt intet mindre end 150 bobs for at deltage i ”girls night premiere”). Men da en sød, ung fyr ved indgangen til biografsalen stod og delte plakater ud til tøserne som strømmede ind, kunne jeg ikke bare tage imod: ”Hvad er der på?”, spurgte jeg. ”Det er en plakat af Christian Grey i bar overkrop”, ”Pfffffff, så tror jeg nok liiige, jeg kan undvære (jeg hører jo faktisk ikke til her, hvis det skal være rigtigt)!” En goodie-bag fik vi også hver, leveret meget fint fra Body Shop. På vejen hjem i bussen opdagede vi, at det vedlagte Elle-magasin var fra december 2014. Det er sgu lidt en falliterklæring, Dagmar, når vi kender folk, der til SATC-premiere har vundet rejser til Manhattan! Distance eller ej, viste det sig jo, da alle havde fundet deres plads i salen, at vi var én stor gruppe kvinder, som alle var dukket op med det fælles formål at få en oplevelse.

En oplevelse, det fik jeg.

Først og fremmest vil jeg sige om filmen, at den holder sig voldsomt tæt på bogen hele vejen igennem – de dele af bogen, der kunne blive plads til, that is. Og her er det jo desværre et problem, når den bog, en film baserer sig på, i forvejen er fyldt til randen med unaturlig dialog og karaktersamspil. I mit umådeligt kreative hoved, kunne jeg heldigvis redigere og tilpasse undervejs i min læsning, så billederne faldt mere realistisk for mit indre øje. Men når de skrevne scener direkte oversættes til det store lærred, uden instruktøren har taget nogen form for kritiske modificeringsbriller på, så ender vi desværre med en biografsal af uønskede grin og tåkrumning. Ét eneste punkt, og det finder jeg utrolig morsomt, kunne filmskaberne dog ikke afholde sig fra at pille ved: Navnet på Christians child molester af en ex-lover, Mrs. Robinson (hvilket jo er hendes reelle navn i bøgerne). Denne kliché på overdrev, fandt manuskriptforfatterne alligevel et tak for tåbelig, og i stedet kalder Ana hende i filmen ”en rigtig Mrs. Robinson”! Så lidt tænkte de altså om James’ karakternavngivning, at den måtte konverteres til en joke.

Ligesom i bogen, er vores første møde med Anastasia og Christian også deres første møde med hinanden; ved et interview på Greys farveforladte kontor. Men hvor bogformen trods alt tillader tankestrømme og længere beskrivelser af elevatorture, klodsetheder og modelsekretærer til at fylde introen ud, så tager det altså filmformen små 30 sekunder at nå igennem det samme. Og hvor føles det åndssvagt at se på lip biting og intense blikke og spænding i luften allerede før jeg har taget det første sip af min cola. Sofie og Sofie, mine partners in crime, brainstormede, i vores debriefing session efterfølgende, over hvordan man kunne have afhjulpet scenens tåbelighed, og det blev foreslået, at vi måske skulle have set en smule til dem hver for sig, før vi gik det gnistdannelsesscenen, der sætter fut i hele fejemøget. Personligt mener jeg først og fremmest, vi var kommet et langt stykke af vejen, hvis instruktøren have droppet den overdrevne brug af close-up, som nærmest var alt, den indlede scene var stykket sammen af. Klipningen var nok tænkt at skulle skabe en sensuel, intens fornemmelse hos tilskuerne, men fik det nærmere til at virke som en 8. klasses mediefagsproduktion, hvor de har benyttet det eneste tekniske greb, de kan huske og overskue, til ukendelighed.

Dakota Johnsons Ana overraskede positivt. Jamie Dornans Christian skuffede fælt. Anas nævenyttighed, hendes barnlige natur, hendes hjælpeløshed, som gik mig så umådeligt på gennem bøgerne var erstattet af en relativt charmerende forbløffethed, uden at hun druknede sig selv i den offerrolle, jeg hadede hende for under læsningen. Når Ana instinktivt reagerede uforstående på Greys seksuelle anmodninger, grinede vi alle sammen med hende. Dornans skuespil fremstod til gengæld voldsomt uoverbevisende. Jeg glemte aldrig at jeg sad i en biograf, fordi jeg var så konstant opmærksom på den pinlighed, jeg følte, når scenerne gav det skrøbelige og intense i hovedpersonernes relation et forsøg. Undervejs tog jeg mig selv i faktisk at have ondt af skuespillerne, fordi publikum højlydt og kollektivt lo af scenernes ufrivillige akavethed og utroværdighed. Som spankingscenerne gjorde sit indtog, blev det nemmere at håndtere, for her skulle ikke foregives intimitet på samme måde (og hvad ved jeg, efterhånden godtog min hjerne måske bare præmissen om jammerlig udførelse og opgav at gøre mig opmærksom på det hele tiden).

Sexscenerne havde jeg glædet mig mest til at se de visuelle løsninger på. Jeg siger ikke, at jeg forventede Nymphomaniac-yderligheder (men næsten). Og hvordan kan man egentlig regne med andet, når både bøger og film praler af at være kvindernes mulighed for at snige porno ind i hverdagen? Man, was I disappointed. Igen er klipningen altødelæggende, og igen er jeg overbevist om, at instruktørens intention var en ”som om du var der selv”-stemning for publikum. Et øre, en isklump, en hals, en hånd på balle, en bar ryg, et øjenbind – hvad skal jeg se lemmer og objekter for? Jeg vil have en sammenhæng, jeg vil have hele billeder. Højest ser vi i et splitsekund roden af noget, der kunne være noget, men hvis det står tilbage som den seksuelle optur, så står det altså skidt til. Okay, scenerne var ikke forfærdigelige. Men for en film, hvor sex er omdrejningspunktet, ja hovedkonflikten endda, så kræver det altså mere thinking out of the box end et billede af en pisk og et inderlår.

Jeg beskrev i mit indlæg om bøgerne, her, hvordan jeg ikke mente BDSM-samfundets kritik af Fifty Shades var berettiget. Det vil jeg stadig holde fast i. Til gengæld er jeg af en meget anden opfattelse, når det kommer til filmatiseringen. Pludselig blev det udtryk som filmen giver af en sub/dom-relation meget konkretiseret og er ikke længere op til læsers egen fortolkning og fantasi. Derfor finder jeg også problematikken herom det mere vedkommende. Filmen har en begrænset mængde tid at spendere af, og derfor er en stor del af Ana og Christians forhandlingsproces om hele deres seksuelle arrangement skåret af. I forlængelse af det, tilbyder filmens længde ganske enkelt ikke plads til at vise os, hvordan Christian i bøgerne faktisk bruger tid og kræfter på gradvist at åbne sit univers op for Ana. Mest afgørende for problemet, finder jeg Anas manglende udtryk for nydelse ved Christians måde. Særligt i bog et, forundres Ana gang på gang ved sin egen nysgerrighed og glæde ved de hårdere seksuelle udskejelser, som Christian står for, og det element er fuldstændig gået tabt i konverteringen til film. Filmen viser os tværtimod en situation, hvor Ana primært er fascineret af Christians karakter og må kæmpe med sin modvilje over for hans seksuelle livsstil. Og netop af disse grunde, ser jeg et problem i fremstillingen af sub/dom-relationen, som jeg ikke så i bøgerne.

Jeg vil lukke af for denne gang med at konstatere, at filmens klippere har gjort et umådeligt dygtigt job med den trailer, som jo får filmen til at fremstå ganske okay. Jeg vil ikke sige, jeg føler jeg har spildt min tid, for jeg var, om ikke andet, underholdt hele vejen igennem. Jeg er dog ganske tilfreds med, at der nok kommer til at gå et godt stykke tid, før de disker op med en opfølger. Til sidst vil jeg gøre opmærksom på, at Filmselskabet både diskuterer selvsamme filmatisering og har besøg af Blachmann om et kvarters tid på DRK. Ikke noget dårligt set-up.

Har du også kastet penge efter Fifty Shades the movie? Så er jeg nemlig vildt nysgerrig på dine tanker, og du skal være velkommen til at smide en kommentar.

   

2 kommentarer

  • Nedergaard

    Indlægget blev som forventet underholdende læsning! Spot on med sprog og især sammenligninger, som fx klippernes talent med en 8.klasses mediefagsproduktion.. Jeg grinte højlydt!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

 

Næste indlæg

R. L. Stevenson: Den ejendommelige sag om Dr. Jekyll og Mr. Hyde